Anbefalinger

Lene  Blaabjerg

Anbefalinger

Udtalelse fra par der startede med et servicetjek, og nu bruger samtalerne på at huske parforholdet i en travl hverdag:


Efter flere år med manglende prioritering af parforholdet, dels som konsekvens af den svære balance mellem arbejde, småfolk i familien, husprojekt mv, trængte vi virkeligt til et servicetjek af vores parforhold. Vi stod lidt ved en skillevej, men vi besluttede i fællesskab at give kærligheden og familielivet en ærlig chance, hvorfor vi opsøgte Lene. Lene kendte den ene af os i forvejen, men hun fik hurtigt etableret en god kontakt til den af os, hun ikke kendte.
Med sit rolige væsen bød hun os velkommen og fik indledningsvist oversat, hvad vi hver især ellers havde tænkt, at vi meget tydeligt kommunikerede til hinanden. Hun stillede spørgsmål til vores reaktioner i givne situationer og fik os til at se og forstå årsagerne til vores gentagne reaktionsmønstre. Reaktionsmønstre hos os begge, der forstærkede kedelige reaktioner hos hinanden og som gav tilbagevendende problemer, som vi ikke evnede selv at løse permanent. Vi er i et stadie i vores liv, hvor vores små børn naturligt kræver en masse af os, og tiden hos Lene er derfor blevet et pusterum, hvor vi får talt sammen og kigget hinanden i øjnene. Som alle andre, har vi stadig bump på vejen, men Lene har givet os redskaberne til at afværge konflikterne, når vi bliver presset på fx manglende søvn, arbejde, husprojekt og lignende, redskaberne til igen at give plads til kærligheden og hinanden, selvom vores børn og vores hus stadig kræver meget af os og ikke mindst redskaberne til igen at arbejde som et team. Vi har fået en ny forståelse for hinanden, og vi har igen lært vigtigheden af, at vi anerkender og respekterer hinanden.
Vi har anbefalet alle, vi kender at tage kontakt til Lene, velvidende at de fleste lige skal tage tilløb. Lene er vanvittig dygtig til at tune ind til problemets kerne ved at stille, hvad der føles som, simple spørgsmål. Hun er professionel og tillidsfuld, og vi var derfor ikke betænkelige ved, at den ene af os allerede havde en relation til hende.


Par i midten af 40´erne som har været sammen i 21 år og har to teenagebørn


Vi havde glemt at kysse og meget andet....

Vores ægteskab var blevet nedprioriteret gennem flere år og vi stod ved en skillevej, hvor den ene af os havde taget beslutningen om, at vi skulle skilles.

Vi blev enige om, at prøve parterapi da respekten for hinanden var stor.

Ved den første samtale med Lene blev der lyttet til hvilke forventninger og savn vi hver især havde på en meget respektfuld og rolig måde.

Det har haft stor betydning for os, at have et samtaleforløb med Lene både på det personlige plan samt det ægteskabelig plan

I gennem samtalerne med Lene blev vi hver især bevidste om de strategier samt handlemønstre vi brugte når vi blev presset i hverdagen. Vi fik indsigt i både egne og hinandens forudsætninger ved at få reflekteret over tidligere erfarede oplevelser. Der opstod en større forståelse for hinanden og kærligheden mellem os voksede.


Vi kan kun give Lene de bedste anbefalinger, hun er meget behagelig og rolig at samtale med og hun formår samtidig at skabe et "rum" som er ærligt og ægte at være i.


Vi fik vores kys og meget andet tilbage.


Kvinde på 37 år med to børn på 7 og 4 år


Jeg henvendte mig til Lene, da jeg havde brug for at få styr på en række tanker omkring et ægteskab, der var tæt på at gå i opløsning.

Lene hjalp mig i forhold til de tanker jeg havde aktuelt, men også i forhold til de ting, jeg havde med mig i min rygsæk, som i havde stor betydning for den beslutning, jeg var nødt til at træffe.

Jeg brugte tid på at bearbejde min angst for min og mine børns fremtid ved en skilsmisse, og jeg mødte her så meget forståelse, plads, empati, tryghed, åbenhed hos Lene, som gjorde jeg fik taget en beslutning. Den rigtige beslutning.


Lene har håndteret mit forløb så utroligt professionel, hun er kompetent, fantastisk skarp og et inspirerende menneske. Endvidere har hun så meget menneskelig indsigt, at hun gav et kram, da jeg havde brug for det.


Forældrepar med barn på 3 år: Når sorgen rammer en familie


Min mand og jeg giver Lene Blaabjerg de allervarmeste anbefalinger.

Vi mødte Lene i en svær tid, hvor vi netop havde mistet vores lille pige. Vi ønskede at værne om hinanden og sorgen samtidig med, at vi også tænkte meget på vores store pige (og hendes sorg), og hvordan vi skulle håndtere det på den bedst mulige måde. Hertil var Lene en stor hjælp. Med hendes empatiske og rolige væsen fik hun os sporet ind på, hvordan vi kunne skabe rammerne omkring den svære samtale samt spejle vores store piges følelser. Hun hjalp os med at give plads til hinanden og vores forskelligheder i sorgen – altid på enorm anerkendende og tryg måde. Efter tabet af vores pige, og nu hvor den største storm har lagt sig, kommer vi stadig hos Lene. Tiden hos hende er blevet et pusterum for os i hverdagen, hvor vi kigger hinanden i øjnene, tuner ind på os selv og hinanden og giver tid og rum til at få sat ord på stort og småt. Vi har flere gange sagt til hinanden, at de penge, som vi har betalt, for vores samtaler her hos Lene, er de bedste penge, som vi nogensinde har givet ud.


Derfor kun en masse rosende ord herfra. Lene har været guld værd for os, og hos hende er der plads til at sætte ord på alt det, som hjertet måtte bære rundt på.



Kvinde på 53 år med tre voksne børn på 25, 23 og 20 år

Kvinden


Da vi kom til Lene, var vi hvert vores sted i livet. Efter en livskrise – en skilsmisse, hvor vores 3 børn og jeg hver især havde det svært, vi skulle genfinde hinanden og finde et fælles sprog.  Vi troede, vi talte sammen om det, der var vigtigt, det viste sig, at det gjorde vi ikke. Vi havde hver især forskellige for-forståelser, som komplicerede vore snakke, men vi var ikke bevidste om det. Lene hjalp os med at finde et sprog og komme igennem en række temaer, som vi hver især var med til at formulere – det var rigtig godt for os alle sammen – og når vi taler sammen nu, taler vi i en anden forståelse – en fortrolighed og tryghed som Lene har hjulpet os på vej med. Lene er et sødt og meget imødekommende menneske og med hendes rolige væsen, får hun stillet nogle dybe og nærværende spørgsmål, som i den grad fik os alle til at reflektere.


Sønnen på 23 år

Vi troede ikke selv, vi havde nogle problemer. Vi var faktisk ret overbeviste om, at der ikke var behov, fra vores side af, for at snakke om os. Lene fik os til at sætte ord på nogle problemer, vi ikke troede, vi havde. Vi fik derfor en anden forståelse for hinandens situation, og vi kan bedre forstå, hvorfor vi er så forskellige, som vi er. Det gør det også lettere for os, når vi snakker sammen i dag.


Så en kæmpestor tak til Lene for at hjælpe os på vej.